Baggrundshistorien

Otubulis – Landet hvor alt kan ske – Forhistorien for rollespillet

Guderne sendte i tidernes morgen Kærlighedsgudinde Vuna ned på jorden, da hun var overbevist om at hun kunne få racerne til at enes, via. hende kærlighed til alle og en smule magi. Det var hendes opgave at rapporterer tilbage til de andre guder, hvordan fremskridtet gik. Som en direkte kommunikationslinje, lavede guderne Otus, i form af en kappe, som for befolkningen ligner en helt almindelig kappe. I starten var Vuna god til at melde tilbage med hendes bedrifter, men som tiden gik blev der længere og længere tid imellem, de hørte fra hende. 

Hun var faldet rigtig godt til i Otubulis og glemte helt hendes oprindelige opgave, så hun levede side om side med de andre, og fik det bedste ud af sin tid. Det blev dog for meget for guderne og de bragte hende tilbage til himmeriget mod hendes vilje. Det viste sig, at hun i sin iver om at passe ind og kluntede væsen, havde forlagt kappen et sted og kunne ikke finde den igen. 

Guderne var rasende, men deres tillid til befolkningen var stor og de så tiden andet var ikke en del af deres plan. Derfor opstod der stor enighed mellem guderne, om at de ville nulstille Otubulis og lade racerne genopbygge landet i fællesskab.

Guderne sendte 300 års tørke ind over Otubulis. Tørken ødelagde meget af høsten igennem årene. Det gjorde, at der ikke var meget mad til befolkningen. Dette havde den modsatte effekt, end det guderne havde ønsket, for der opstod tyveri, drab og klaner der arbejdede ihærdigt på at skaffe føde indbyrdes i landsbyerne. Den evige kamp om magten fortsatte, som den har gjort i mere end 1000 år. Tiden gik og især Goldhammer slægten, en rig og krigerisk dværgefamilie, kom til magten og udnævnte sig selv til herskere. Enhver der gik imod familiens ønsker og krav, måtte lade livet. Hurtigt og meget blodigt, fik denne familie indført diktatur og undertrykkelse i Otubulis.  

Goldhammer slægten kunne takke være Thorin, den yngste i slægten, bevare deres status som herskere. Thorins forældre indførte et mere retfærdigt styre under tørken. Der skulle være nok til alle, ingen skulle lide nød og freden sænkede sig stille og roligt over landet. Thorin voksede op og blev konge. Thorins længsel for rigdom og magt overtog. I slutningen af tørken var undertrykkelsen af de forskellige racer vokset igen. Krig, ødelæggelse og ulykkelighed hærgede, men Thorin var ikke blevet en dag ældre. 

Derfor måtte guderne gøre noget andet. De sendte store brænde ind over landet gennem de næste 200 år. Det ødelagde hele landet og efterlod det i ruiner. Nu havde folket ikke meget tilbage. En panik spredte sig blandt elvere, mennesker, dværge, skovnymfer og orker. Landets konge, som stadig ikke var blevet ældre, fik igen samlet landet i slutningen af brændtiden og bevarede sin status som konge. 

Efter tiden med brænde, begyndte landet at blomstre op igen. Naturen indfandt sin egen nye rytme. De næste 300 år herskede der fred og ro i Otubulis. Landet blomstrede bogstaveligt talt op af asken, ligesom en Fønix. Generationer voksede op og videreførte livet og landet til de næste generationer. Men i den gode tid landet nu havde, begyndte at gå rygter om at kongen var magisk, måske endda en gud. 

Mistroen voksede langsomt og panikken blomstrede op på ny, hvorfor ville guderne straffe dem sådan, både med ild og tørke i landets historie. Befolkningen begyndte at tvivle på guderne og give hinanden skylden for den elendighed landet havde oplevet, venner blev til fjender i den voksende kamp om overlevelse og rigdom. 

Guderne var rasende. Hvad skulle de dog gøre, for at få dem til at arbejde sammen i stedet for at bekæmpe hinanden?

Deres sidste forsøg på at styre Otubulis, var at slippe pesten fri, den spredte sig i løbet af de næste blande orkerne i Drygulch, elverne i Grasshill, dværgene i Oxhallow, menneskene i Ravenport og skovnymferne i Skovlysningen i Otubulis skove. Pesten dræbte mere end halvdelen af befolkningen i hele landet. Der var ingen racer der undslap, hvilket reducerede befolkningstallet væsentligt og tvang de forskellige racer til at arbejde sammen for at overleve og genopbygge Otubulis. Thorin var ikke blevet en dag ældre

Nu sad guderne og betragtede deres værk og var lykkelige over, at deres store plan endelig var lykkedes. Det varede ikke længe inden guderne begyndte at kede sig, og derfor besluttede de sig for selv at drage til Otubulis. Iført forklædninger drog de afsted for at hjælpe befolkningen med at genopbygge landet. 

Der er sidenhen gået 3 år og befolkningen i Otubulis har langsomt, men sikkert, samarbejdet og fået genopbygget dele af landet. 

Nogle af guderne, har dog ikke helt samme planer som resten. De har listige, hævngerrige og løgnagtige planer for deres tur til Otubulis. Du kan derfor aldrig vide dig helt sikker på, hvem af dine venner eller fjender, der i virkeligheden er en forklædt gud, der går rundt blandt jer.

Hovedparten af de forskellige racer, har trukket sig tilbage i deres gamle del af landet igen og er så småt begyndt at falde tilbage i deres gamle livsstil. Befolkningstallet i Otubulis er ligeledes begyndt at vokse en smule igen, det er dog sjældent at de nyfødte børn overlever, men racerne kæmper indbyrdes videre for netop deres arts overleve. Det betyder også, at der ikke længere opstår kærlighed racerne imellem, hvilket har medført, at der ikke længere findes blandings børn mellem racerne. Kong Thorins regerer stadig, og af en eller anden grund, er han ikke blevet ældre.

Noget mystisk er sket. Der går rygter om, at der er set magiske og overnaturlige væsner rundt omkring i Otubulis, men kan det nu også passe?